Forskudsopgørelse 2021 - Få styr på indtægter og fradrag

Forskudsopgørelse 2021 - Få styr på indtægter og fradrag

Din forskudsopgørelse har stor betydning for dine fradrag og om du skal have penge tilbage eller skal betale til Skat.

Kend forskel på din forskudsopgørelse og årsopgørelse

Nogle danskere forveksler deres forskudsopgørelse og årsopgørelse eller fejlagtigt tror at det er det samme, og kender ikke forskellen imellem dem. Kort sagt, så er forskudsopgørelsen et kig frem i tiden på det pågældende år, hvor man skal indberette hvor meget man mener man får i løn og hvilke faste udgifter man har i forbindelse med lån og renter. Årsopgørelsen er et kig tilbage på året der er gået, hvor den faktiske indkomst fra sidste år er beregnet af Skat, og dermed hvor meget du skal betale i skat. Den udkommer i marts måned og det er på din årsopgørelse du kan se om du skal have penge tilbage i skat.

Når man skal kigge frem i det kommende år, kan det selvsagt være svært at spå om fremtiden, men hvis man har forventninger om at der sker ændringer i ens indkomst, eksempelvis et nyt job eller hvis man skal optage et lån, så er det altså en god ide, at ændre i din forskudsopgørelse. For det kan have stor betydning for de fradrag som Skat trækker automatisk såsom bundfradraget eller beskæftigelsesfradraget, hvis din indkomst stiger eller falder i løbet af året.

Hav styr på dine indtægter og fradrag, og dermed hvad du skal betale i skat

Din forskudsopgørelse er Skats forventning til hvad du skal betale i skat og da mange fradrag automatisk indberettes til Skat gennem dit arbejde eller din bank, så er det vigtigt at din indkomst og andre økonomiske informationer ikke afviger for meget. Det kan nemlig gå ud over din trækprocent.

Det er ikke kun din trækprocent der har betydning for om du betaler for meget eller for lidt i skat. Dine fradrag har også stor betydning for dette, og hvis du får for meget i fradrag skal du betale penge tilbage i skat.

Det er især vigtigt i år, hvor mange har arbejdet hjemmefra grundet den specielle situation vi er i, på grund af Covid-19. Derfor kan mange ikke få det kørselsfradrag for deres transport til og fra arbejde som man normalt får, og hvis man ikke ændrer dette i sin forskudsopgørelse, kan man havne i en situation hvor man ender med at betale for lidt i skat og dermed få et skattesmæk.

Hvor tjekker jeg min forskudsopgørelse?

Forskudsopgørelsen bliver frigivet i november og på skat.dk kan du se dine oplysninger og tjekke om de er korrekte. Det er vigtigt at vide, at du kan rette i forskudsopgørelsen hele året. Så hvis der sker ændringer i din indkomst, er det vigtigt at du retter i dine oplysninger hurtigst muligt, så der ikke er for store afvigelser mellem forskudsopgørelsen og årsopgørelsen.

Kontakt os hvis du har flere spørgsmål om din forskudsopgørelse

Vi håber at du blev klogere på forskudsopgørelsen, og du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har flere spørgsmål.

0 kommentarer

Kommentarer er slået fra på dette indlæg

Lignende indlæg

Her kan du finde yderligere inspiration.